Ideel anpart (og villalejlighed)
Enkelte ejendomme kan være opdelt i ideelle anparter i stedet for eksempelvis at være opdelt i ejerlejligheder. En opdeling i ideelle anparter er oftest tilfældet i eksempelvis større villaer, hvor hhv. stuetagen og 1. salen indeholder hver sin ideelle anpart, hvorfor ejendomsformen tillige kaldes en villalejlighed.
Forholdet mellem de ideelle anparter i ejendommen reguleres af en samejekontrakt/-overenskomst, hvori eksempelvis brugsrettigheder for de enkelte ideelle anparter er angivet. Samejekontrakten kan tillige indeholde bestemmelser om muligheden for at belåne sin ideelle anpart samt en evt. forkøbsret for den anden anpartshaver i ejendommen. Samejekontrakten er derfor vigtig at forholde sig til ved handel af en ideel anpart.