Boligydelse: Hvad er det, og hvordan kan det hjælpe dig?

Tanja Bjerggaard - ejendomsmægler
Skrevet af Tanja Bjerggaard, Ejendomsmægler, MDE
Sidst opdateret 6. februar 2024

For mange kan huslejen udgøre en stor del af det månedlige budget, hvilket kan skabe usikkerhed og økonomiske vanskeligheder. Boligydelse er en økonomisk håndsrækning fra det offentlige, målrettet folkepensionister og førtidspensionister, der har brug for støtte til deres boligudgifter.

Hvad er boligydelse?

Boligydelse er en økonomisk støtte, der gives til folkepensionister og førtidspensionister. Boligydelsen udbetales som et tilskud, hvis man bor til leje, og som et lån, hvis man bor i en ejer- eller andelsbolig.

Førtidspensionister, der er omfattet af den gamle ordning (fra før 1. januar 2003), samt folkepensionister kan ansøge om boligydelse. Boligydelsen kan gives til alle typer af boliger, men som udgangspunkt kun til boliger med eget køkken.

Beregn din boligydelse på borger.dk

Er du ikke folkepensionist eller førtidspensionist, men ønsker at modtage tilskud til dine boligudgifter, skal du ansøge om boligstøtte.

Formålet med boligydelse

Formålet med boligydelse er generelt at sikre, at folkepensionister og førtidspensionister har mulighed for at blive boende i deres hjem. Det er en vigtig støtteordning, der bidrager til at skabe tryghed og sikre social retfærdighed på boligmarkedet.

Tilskud og lån

  • Boligydelse til lejere gives som et tilskud, der ikke skal betales tilbage.
  • For andelsboliger og ejerboliger gives hele boligydelsen som et lån, der skal tilbagebetales ved fraflytning eller salg af boligen. Pensionister skal underskrive en gældserklæring, og for ejerboliger skal der også tinglyses et pantebrev i boligen som sikkerhed for lånet.

Betingelser for at kunne modtage boligydelse

For at være berettiget til boligydelse, kræves der opfyldelse af nogen specifikke betingelser:

  • Boligen skal opfylde grundlæggende krav til beboelse, herunder have eget køkken. (Gælder dog ikke for visse ældreboliger og kollektive bofællesskaber.)
  • Boligydelse kan ydes til folkepensionister og til førtidspensionister på gammel ordning (regler indtil 1. januar 2003).
  • Boligydelse beregnes ud fra husstandens indkomst og formue, antal børn, boligudgiftens størrelse og boligens areal. (Børns indtægter medregnes ikke i beregningen.)
  • Hvis husstanden har en formue over et vist beløb, medregnes en procentdel heraf i indkomsten.
  • Enlige kan få boligydelse til højst 65 kvadratmeter, ægtepar til højst 85 kvadratmeter. (Med boliger over grænsen medregnes kun en del af boligudgiften.)
  • Stærkt bevægelseshæmmede kan få boligydelse til 10 kvadratmeter mere.
  • Ændringer i ægtefælles eller samlevers boligsituation (eks. plejehjem eller dødsfald) påvirker ikke boligydelsens kvadratmeter-antal, som da I boede sammen.

Læs mere om boligydelse her

Sådan søger du boligydelse

For at ansøge om boligydelse skal du benytte Udbetaling Danmarks digitale platform på borger.dk og logge ind med dit MitID. Bemærk, at sagsbehandlingstiden for en boligstøtteansøgning ofte er lang.

Hvis du ikke har mulighed for at bruge digital ansøgning, skal du kontakte din kommune for at anmode om undtagelse.

Ved ansøgning om boligstøtte skal du oplyse husstandens indkomst på ansøgningstidspunktet.

Du kan finde mere information om boligstøtte for pensionister på www.borger.dk.

Ofte stillede spørgsmål om boligydelse 

1. Hvad er forskellen på boligstøtte og boligydelse?

Boligstøtte og boligydelse er to forskellige former for økonomisk hjælp til boligen. De hænger sammen, men er forskelligt målrettet.

Boligstøtte er primært for personer, der bor i lejebolig, uanset alder. Den beregnes ud fra husleje, indkomst og formue samt antallet af børn i husstanden.

Boligydelse er derimod en ydelse for pensionister. Det vil sige, at det er hjælp til ældre borgere, som modtager folkepension eller førtidspension. Denne form for støtte sigter mod at sikre, at pensionister kan blive boende i deres hjem.

2. Hvad sker der med min boligstøtte, hvis min ægtefælle går bort?

Hvis din ægtefælle dør og samtidig er den, som modtager boligstøtte til jeres fælles bolig, skal du være opmærksom på, at boligstøtten stopper. For at fortsætte med at modtage boligstøtte, skal du derfor søge om det.

Efter dødsfaldet vil du modtage et brev fra Udbetaling Danmark, hvor de informerer dig om dette. For at sikre, at du får boligstøtte hurtigst muligt, skal du søge om det i samme måned som dødsfaldet eller senest 14 dage efter du har modtaget brevet. Du har altså altid mindst 14 dage til at søge boligstøtte.

3. Hvad sker der med min boligstøtte, hvis min ægtefælle eller jeg selv flytter på plejehjem?

Hvis du flytter på plejehjem:

Hvis du flytter på plejehjem, kan du fortsat få boligstøtte. For at modtage boligstøtte skal du blot ansøge om det. Hvis du har brug for hjælp til at ansøge om boligstøtte, eller hvis du skal hjælpe en anden med at ansøge, kan du finde mere information her.

Hvis din ægtefælle eller samlever flytter på plejehjem:

Hvorvidt du skal gøre noget for fortsat at modtage boligstøtte når din ægtefælle eller samlever flytter på plejehjem afhænger af, hvem der modtager boligstøtte i jeres fælles hjem.

  • Hvis du er den, der modtager boligstøtte, fortsætter du med at modtage den. Det er dog vigtigt, at du informerer Udbetaling Danmark om, at din ægtefælle eller samlever er flyttet på plejehjem. Du kan give besked her.
  • Hvis din ægtefælle eller samlever er den, der modtager boligstøtte, vil boligstøtten stoppe, når de flytter på plejehjem. Hvis du fortsat ønsker at modtage boligstøtte, skal du derfor ansøge om det. Du kan ansøge her.

4. Hvad skal jeg gøre hvis jeg vil have hjælp til min boligstøtte af en anden?

Hvis du har brug for hjælp fra en anden person til din boligstøtte, skal du give vedkommende en fuldmagt. Dette gælder både, hvis personen skal hjælpe med at ansøge om boligstøtte og hvis personen skal kontakte Udbetaling Danmark på dine vegne ved spørgsmål eller ændringer til din boligstøtte. Selvom I bor sammen og den anden person kun skal tale med Udbetaling Danmark om sagen, er det stadig nødvendigt med en fuldmagt. Du kan læse mere om, hvilken fuldmagt du skal give, og hvordan du gør det, her.

5. Hvad vil der ske med mit boligstøttelån hvis min ægtefælle går bort?

Vælger du at blive boende i din bolig efter din ægtefælles død og har I et boligstøttelån fordi I bor i andel- eller ejerbolig, vil gælden blive afregnet i boet. Udbetaling Danmark vil sende en kravmeddelelse til bobestyreren, som svarer til det beløb, du har modtaget i boligstøtte og renter på lånet.

I visse situationer kan en efterlevende ægtefælle eller et andet medlem af husstanden overtage gælden og blive boende i boligen ved at underskrive en gældsovertagelseserklæring. Det er dog et krav, at den efterlevende ægtefælle eller det andet husstandsmedlem enten er eller bliver ejer af boligen.

Få professionel hjælp og rådgivning hos Din-Bolighandel

Hos Din-Bolighandel er vi dedikerede til at hjælpe dig med alle aspekter af din bolighandel.

Vi kan hjælpe dig med at vurdere, om du er berettiget til boligydelse og sikre, at du får den nødvendige støtte til at dække dine boligudgifter.

Vores erfarne team er også klar til at assistere dig med at finde en tryg og komfortabel bolig, der passer til dine økonomiske behov. 

Kontakt os på tlf. 36 96 54 54 eller send en e-mail på info@din-bolighandel.dk, hvis du har brug for hjælp eller har spørgsmål. Vi står altid klar til at hjælpe dig!

Scroll to Top